Fredag morgen tog vi afsted fra Maseru sammen med en flok mennesker fra Department of Energy (DOE), Lesotho Electricity Corporation (LEC) samt Michael Foote der også er ansat på projektet. Det første formål med turen var en ekskursion til Semonkong for at se på det lokale "mini-hydro" kraftværk i byen.

Kraftværket i Semonkong er en gave fra Norge, og det blev oprettet for ca. 10 år siden. Det var lidt sørgeligt at konstatere hvordan gaven bliver udnyttet. Værket har ialt 22 (toogtyve) forbrugere, og der gøres ikke nogen indsats for at få flere forbrugere. Der var flere huse i byen der havde solceller på taget, selvom elledningerne passerede lige forbi.
Vandmagasinet bag dæmningen var fyldt godt op med det slam der føres med floden, og en meget stor del af værkets produktion foregik med en stor larmende dieselmotor der stod i fri luft udenfor værket. At dømme fra det oliesvineri der var omkring motoren, så det ikke særligt miljøvenligt ud!

Blandt de tåbelig hindringer der var for at få elektricitet var bl.a. at det nærmeste sted hvor folk i Semonkong kan betale deres elregning er i Maseru; 120 km eller 3-5 timer med bus!

Efter det faglige spiste vi frokost på "Frasers Semonkong Lodge" hvor vi også havde booket logi. Der havde været lidt problemer med at få booket, en telefonsvarer i Sydafrika, og det viste sig at stedets kontakt med omverdenen var via Walkitalkie; Der er ikke telefonforbindelse til Semonkong.

Lodgen ligger idylisk på vejen (ikke bilvej!) mellem byen og vandfaldet, lige ned til floden. Det var ganske afgjort ikke turistsessonen og vi var de eneste gæster. Vi fik os et værelse med 4 senge bad og toilet, og da der i informationsmaterialet stod at elforsyningen var lukket mellem 22 og 08 kunne vi jo ligeså godt gå tideligt i seng. Husene i Lesotho er som nævnt ikke helt konstrueret efter klimaet, så untagelsesvis virkede det helt OK med elektriske varmelagner i sengene!

Inden vi spiste aftensmad lykkedes det for Sofus at falde i floden, så han blev godt og grundigt svinet til. Heldigvis nåede hans sko at blive tørret inden næste dag.

Lørdag efter morgenmaden pakkede vi os godt ind, og begyndte at trave ud mod vandfaldet. Ruten der blot ligner et antal stier i landskabet er i virkeligheden meget Trafikeret. Fodgængere, heste med og uden ryttere samt æsler med og uden læs - der var tale om en hovedfærdselsårer for de utallige landsbyer og hytter der ligger spredt op ad bakker og bjerge.

Vejert var fint,- skyfrit som sædvanligt og næsten ingen vind. Drengene fik brugt deres flyverdragter, og næste gang skal vi huske solcreme!

Efter 5 kvarter nåede vi frem til den kløft hvor vandet falder ned. Man kommer til vandfaldet oppefra, så selve vandfaldet er ned i en 200 meter dyb kløft. På lang afstand før vi kunne se faldet var det muligt at se hvor kløften befant sig. Bjergene her i Lesotho er meget gamle og meget bløde i formerne, mens kløften nærmest er skåret lodret ned i jorden.

Da vi nærmede os stedet var der en hyrdedreng der viste os hen til et udsigtssted overfor faldet. så kunne vi sidde lidt der og nyde en bolle og noget slik inden vi begyndte at traske tilbage til bilen ved lodgen.

Hjemturen tog dennegang ekstra tid da vi hver gang Sofus fik kvalme standsede og lod ham gå 5-10 minutter, men til gængæld nåede vi hjem uden at han kastede op,- i modsætning til på udturen.

Introduktion, Sidste Nyt, Arkiv, Interesser, Links

Opdateret d. 27.7.2000